Mailserveren siger at den har slettet en billedfil som kunne være en virusfil – hvorfor?

Man kan opleve at en indgående mail afstedkommer en besked fra mailserverens anti-virus system om, at en vedhæftet fil er blevet slettet, fordi den var en potentiel virusbærer. Dette vil normalt kun ske for filer med følgende filnavne:

.scr
.pif
.vbs
.shs
.exe
.com
.bat
.hta

Derfor virker det underligt at en simpel JPG-billedfil skulle blive slettet af systemet – specielt fordi JPG i sig selv er en meget anvendt billedstandard.

Forklaringen ligger i navnet på filen: Hvis man sender en vedhæftet fil med æøå i navnet vil nogle mailprogrammer ændre navnet på den vedhæftede fil fra f.eks.:

Værdiskab_01.jpg

til

Værdiskab_01.jpg-=?ISO-8859-1?Q?V=E6rdiskab=5F01.jpg?=

Antivirus-systemet ser derfor filendelsen som

.jpg?=

– hvilket ikke er en lovlig filtype. Derfor anser systemet det for at være et forsøg på at “snige” en virusbærende fil forbi antivirus-systemet, og reagerer med at slette filen. Løsningen er at ændre filnavnet til at være f.eks.:

Vaerdiskab_01.jpg

– hvorefter filen glider glat igennem. Bemærk, at det tilsyneladende ikke er alle mailprogrammer, der laver filnavnet om, så nogle brugere vil uden tvivl opleve, at de godt kan sende vedhæftede filer med internationale tegn i filnavnet.